Hvilken motion må jeg dyrke når jeg er gravid?
Motion er sundt – også når du er gravid. Motion er ikke farligt under din graviditet. Desværre er det faktisk kun et fåtal af kvinder med en uproblematisk graviditet, der dyrker motion. Vi hjælper dig i gang her.
Daglig motion er hverken skadeligt for dig eller dit barn under din graviditet. Faktisk kan det hjælpe med at forebygge svangerskabsforgiftning. Det kan også hjælpe dig til at en kortere presseperiode og mindske risikoen for kejsersnit. Så hvilken motion skal du dyrke? Få inspiration her.
Mindsk risikoen for kejsersnit med motion
I en undersøgelse offentliggjort i British Journal of Sports Medicine fulgte forskerne 510 gravide kvinder. Den ene gruppe dyrkede 55 minutters aerobic og styrkeøvelser tre gange om ugen i de sidste seks måneder af graviditeten, mens de øvrige kvinder ikke dyrkede motion. De, der dyrkede motion, mindskede risikoen for at føde en baby med en vægt på over 4 kg med 58%. Antallet af planlagte kejsersnit faldt med 34%.
Motion under graviditeten modvirker også svangerskabsdiabetes, hvilket kan føre til større babyer og dermed større risiko for kejsersnit.
God motion når du er gravid
Rask gang, moderat aerobic, svømning, aqua mom (træning i vand i svømmehallen) og cykling er alle gode former for motion under graviditeten, så længe du ikke overdriver det. Graviditetsyoga og pilates styrker og toner musklerne, hvilket forebygger rectus diastase.
Det er vigtigt, at du varierer din sport. Sørg også for at træne nok til at du bliver forpustet. En god måde at få motion ind i hverdagen er at lade bilen stå. Gå bare 15 min. om dagen, når du kommer hjem fra arbejde. Står du og mangler gær, så lad bilen stå og gå i Netto i stedet. Er det for langt, så tag cyklen. Spring rulletrappen og elevatoren over og brug den almindelige trappe i stedet.
Hvilken motion anbefales ikke til gravide?
Under graviditeten begynder du at producere en større mængde relaxin, som er et graviditetshormon, der gør dine led og ledmuskler bløde. Det betyder, at risikoen for at få en skade bliver markant forøget. Derfor er hård træning ofte en dårlig idé jo længere hen, du kommer i din graviditet. Tal med din jordemoder om det. Er du ikke vant til at dyrke hård sport, så er det ikke under din graviditet at du skal begynde at kaste dig ud i det.
Sport som ridning, skiløb, vandski og skøjter frarådes oftest blandt kvinder, fordi der er risiko for at du falder og kan tabe barnet. Bortset fra risikoen for at falde, så er der ellers ikke grund til at holde dig fra disse sportsgrene.
Hvis du aldrig har dyrket sport, men nu vil begynde?
Hvis du ikke har dyrket motion før du blev gravid, så er det ikke for sent at begynde. Tværtimod vil både du og dit barn få stor gavn af det. Hvis du er i meget dårlig form, skal du have grønt lys fra din jordemoder eller læge, når du begynder. Begynd med moderat motion og byg det op til 30 min. om dagen.
Hold dig til skånsom motion som jogging, raske gåture eller svømning, og start ud med 15 minutter.